Fortabt i mig

KOMMER JUNI 2020

Fortabt i mig - bog 5 i Fortabt i Aarhus Serien. Fås som paperback og e-bog.

Fortabt i Aarhus

 

Alle har en historie. Der er altid en årsag til, at en person handler, som han eller hun gør. Sådan er det også, selvom om handlingen kan virke dybt irrationel på os, der er vidner til den. Dette er Mettes historie.

Vi har mødt Mette Langer, som er underviser på Aarhus Universitet, i de tre foregående bøger. Mette har et behov for at dominere og vinde de unge mænds affektion. Hun forsøgte at sætte en kæp i hjulet for først Katrine og Jasper i Fortabt i Dig og dernæst i Fortabt i Os, hvor hun allerede havde fået lokket Thomas i nettet. Hendes handlinger får endelig en konsekvens. Lige præcis der starter vores Mette-historie.

Hun er sendt væk fra universitet og befinder sig i Paris. Vi skal på et sandt detektivarbejde ind i Mettes sjæl for at forstå, hvorfor hun gør, som hun gør. Store dele af Mettes liv foregår ubevidst, og det er der en grund til.

I Paris møder hun en karismatisk skotte, der er forfatter og en del ældre end de fyre, hun normalt besnærer. Turen tager os fra Aarhus til Paris og til Skotland. Dette er min historie ind i det komplicerede menneske, der er et produkt af sig selv, sin opvækst, og de mennesker, der har formet det. Dette er femte og sidste bind i Fortabt i #aarhus serien

Louisa

Uddrag

Le Café Livres var blevet min foretrukne café, og den repræsenterede en form for ro i mit oprørske sind. Jeg forsøgte at undgå at få øjenkontakt med den fremmede og kiggede ned i bogen. De små bogstaver flimrede for øjnene af mig og blev til små myrer, der dansede henover siden. På trods af den hæsblæsende start på andet bind i trilogien om FBI-agenten, John Little, der var på sporet af en sindssyg seriemorder i USA’s Midtvesten, kunne jeg ikke koncentrere mig. I et svagt sekund listede jeg mig til at kigge op. Mit blik faldt øjeblikkeligt på den samme mand. Hvis han havde set, at det nu var mig, der stirrede på ham, lod han sig ikke mærke af det. Dybt koncentreret skriblede han energisk i en lille sort notesbog. Det rødbrune hår var én stor, vilter manke af krøller spækket med grå stænk, som matchede hans fuldskæg. Han var en stor mand, ikke tyk, men han var bred, og jeg var sikker på, at han ville tårne sig langt op over mig, hvis han rejste sig. Under normale omstændigheder ville jeg have konfronteret ham med hans uhøflige stirren, men mit kompas var ude af kurs, og jeg vidste hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre. ”BORTVIST!” Ordene rungede i mit hoved. ”Du fortjener det,” hviskede stemmen inde i mig. ”Du skal pakke dine ting nu, og du modtager ikke løn efter i dag. Jeg vil anbefale, at du tænker dig godt og grundigt om…” Dekanens ord gav genlyd.

Bøgerne er udgivet gennem Forlaget Nelumbo.

Følg L. Sherman på de sociale medier for at lære hende bedre at kende og få nyt om kommende udgivelser.

Copyright © 2020 L. Sherman